torsdag den 4. februar 2010

Jeg er i knibe - hvad gør jeg?

I denne sektion kan du finde eksempler på de problemer, folk ind imellem oplever, når de handler hos Mønthuset Danmark. Du kan også finde svar på, hvordan du skal forholde dig i den enkelte situation. Svarene er tjekket med Forbrugerrådet og Datatilsynet i september 2008, så du kan være helt sikker på, at oplysningerne er korrekte.

1. Jeg har ringet eller emailet til Mønthuset og bedt om at få min adresse slettet hos dem, men nu har de kontaktet mig igen.
Løsning: I en artikel på eb.dk *) oplyser Mønthusets kommunikationsdirektør, at det kan tage ca. 3 uger at få slettet din adresse. Datatilsynet har oplyst mig om, at dette er en rimelig frist, men at der heller ikke er nogen grund til, at det skal vare længere. Derfor må du vente op til 3 uger efter din henvendelse. Hvis Mønthuset så kontakter dig igen efter de tre uger er næste skridt at sende dem et anbefalet brev, hvori du beder om at blive slettet og fortæller hvem du er. Gem kvitteringen for brevet og gem en kopi – dette er vigtigt! Herefter må du igen give firmaet en 3 ugers frist. Såfremt de stadig kontakter dig herefter, skal du kontakte Forbrugerombudsmanden på telefon 32 66 90 00 – fordi så bryder Mønthuset loven. Du kan finde Mønthusets side med kontaktinformation her: http://www.monthuset.dk/wsp/shgdan/frontend.cgi?func=publish.show&func_id=6&table=PUBLISH

2. Jeg har bestilt en mønt hos Mønthuset, men har nu modtaget en helt anden mønt med posten.
Løsning: Dette er ikke ulovligt, men det er dårlig markedsføring (det kan naturligvis også være en fejl!). Returner mønten, så den slags ikke kan betale sig for firmaet. Se under punkt 3, hvordan du skal forholde dig.

3. Jeg har modtaget en pakke fra Mønthuset, som jeg aldrig har bestilt.
Løsning – hvis du ikke har åbnet pakken: Tag den uåbnede pakke med på posthuset og sig, at du ikke ønsker at modtage den, og at den skal tilbage til afsender. Det koster ikke noget.
Løsning – hvis du har åbnet pakken: Her er det mere kompliceret. For at pakken kan returneres skal indholdet være i en stand, så det uden problemer kan sælges igen. Det vil sige, at hvis mønten / medaljen har været forseglet og forseglingen er brudt, så kan du ikke returnere den. Varen må heller ikke have fået stød eller skader. Såfremt dette er i orden, kan du pakke tingene pænt sammen igen, lukke brevet / pakken omhyggeligt og tage den med på posthuset. Vær grundig med indpakningen – husk, at hvis indholdet tager skade, hænger du på det. På posthuset returnerer du pakken til Mønthuset. Du skal sende pakken / brevet anbefalet (eller som værdipakke ved meget dyre ting). Jeg har flere gange hørt, at breve som er blevet returneret med almindelig post på mystisk vis aldrig er nået frem til Mønthuset – og så hænger du på regningen.

4. Jeg har fortrudt mit køb hos Mønthuset.
Løsning: Uanset om du har købt en mønt gennem de husstandsomdelte reklamer eller på internettet har du 14 dages returret. Hvis du ønsker at returnere en vare, skal du følge vejledningen under punkt 3. Pas på ikke at få pakket varen alt for grundigt ud!


Note til afsnittet:
*) ”Mere salgsgas fra møntfirma”, eb.dk 14. april 2008