Problem 1: markedsføringen

Mønthuset Danmark bruger en meget aggressiv markedsføring. Dét er ikke i sig selv ulovligt, men det kan være meget irriterende. Og nogle gange balancerer beskrivelserne af mønterne på en knivsæg mellem vejledende og vildledende – dette vil jeg dokumentere senere i dette afsnit.

Jeg vil desuden – uden at kunne dokumentere det – tillade mig at antage, at Mønthuset går efter en målgruppe, som ikke er egentlige møntsamlere, og som ikke ved så meget om møntsamling generelt. Her er et par begrundelser:
- I reklamer rettet mod erfarne møntsamlere samt hos mønthandlere er det meget sjældent at støde på den formulering, at en mønt / medalje er lavet i ”ægte” sølv eller ”ægte” guld, men Mønthuset bruger ordet flittigt. Ordet ”ægte” er et simpelt salgstrick, for det giver ingen mening at bruge det – med mindre kunden altså er bange for at blive snydt! Sølv er sølv og guld er guld – længere er dén ikke. Derimod giver det mening at oplyse, om mønten / medaljen er lavet af rent sølv eller guld. Dette betyder nemlig noget for værdien. Denne oplysning giver Mønthuset imidlertid kun sjældent.
- Mønthuset oplyser ikke kvaliteten på langt hovedparten af de mønter, de sælger – det vil sige, de bruger ikke de kvalitetsbetegnelser, som møntsamlere normalt bruger. Billederne på hjemmesiden og i det husstandsomdelte materiale viser eksemplarer af mønter, som er i absolut topkvalitet. Når det gælder ældre cirkulationsmønter som fx guld-tikroner er det bare sjældent den kvalitet, man faktisk får. Disse gamle mønter er relativt sjældne i topkvalitet, og Mønthuset vil umuligt kunne skaffe så mange eksemplarer, at det giver nogen mening. Det kan man konstatere ved fx at gå ind på qxl.dk og se de mønter, købt hos Mønthuset, som folk udbyder til salg. Her er kvaliteten snarere ”almindelig cirkuleret” (omkring kvalitet 1+). Medaljer og erindringsmønter derimod leveres som regel i topkvalitet.

Hvorfor skriver Mønthuset ikke kvaliteten på mønterne, så også erfarne samlere får en reel opfattelse af, hvad de køber? Er man bange for, at så præcise oplysninger vil skræmme kunder væk, fordi de er for ”tekniske”? Eller er det fordi, at kvalitetsoplysninger giver folk mulighed for at slå mønternes værdi efter i et katalog? Hvorfor skriver Mønthuset ikke tydeligt, at hvis man fx bestiller et eksemplar af en gammel dansk guldmønt, så får man et pænt, men let cirkuleret eksemplar? Hvorfor vise et billede af en perfekt ucirkuleret mønt, hvis det ikke er det man sælger? Mønters reelle værdi afhænger i meget høj grad af mængden af slid, og det ved Mønthuset godt, hvis det er et seriøst firma.

Fordelen ved at henvende sig til en kundegruppe, som ikke har nogen særlig erfaring med møntsamling er, at denne gruppe ikke er så kritisk mht prisen på varerne. En sådan kunde er mere tilbøjelig til at lade sig forføre af ”den gode historie” omkring produktet – et efterhånden gammelt trick i reklamebranchen. Men: hvis et seriøst firma ønsker at sælge mønter til folk, som ikke er vant til at samle på mønter – er det så ikke rimeligt at forvente, at firmaet gør ekstra meget ud af at give reel og saglig information om mønten, dens tilstand og værdi? Og gør Mønthuset det? Døm selv.

I april 2008 modtog jeg en husstandsomdelt reklame fra Mønthuset, hvor man kunne købe den nye 10 krone til minde om Siriuspatruljen, udgivet i anledning af Polaråret. Prisen var – som sædvanlig – kun 10 kroner. I beskrivelsen af varen skriver Mønthuset – og jeg citerer:

”Den Kongelige Mønt har nu udstedt den første erindringsmønt til ære for Siriuspatruljen i forbindelse med de internationale polarår. Mønten sælges kun i 40.000 ucirkulerede eksemplarer” *).

Det helt åbenlyse problem ved ovenstående formulering er, at det som ukyndig samler er let at komme til at tro, at der kun er 40.000 af disse mønter at få. Dette er helt forkert – faktisk plejer Den Kongelige Mønt at udsende mindst 1 million eksemplarer af den slags erindringsmønter. Hvad Mønthuset mener er, at de har 40.000 at sælge af – men er det klar og tydelig information? Tilmed supplerer Mønthuset sin beskrivelse med, at ”… vi forventer at efterspørgslen klart kommer til at overstige udbuddet” *). Beskrivelsen i denne brochure er måske ikke misvisende i juridisk forstand, men den er efter min mening meget, meget let at misforstå. Døm selv.

Til sidst i ovennævnte reklame skriver Mønthuset: ”Denne mønt kan kun stige i værdi, aldrig falde. Traditionelt stiger værdien af ucirkulerede mønter væsentligt” *). Her har vi endnu engang information, som ikke er decideret misvisende, men som heller ikke er helt korrekt. Det er faktisk ikke rigtigt, at en 10-krone kun kan stige i værdi. Vi har inflation i samfundet, som betyder generelle prisstigninger på 2-4% om året, og det betyder jo reelt, at købekraften i en 10’er falder med 2-4% om året. Hvad angår værdistigningen af ucirkulerede mønter, så er det rigtigt nok hvad angår gamle mønter, som stammer fra en tid, hvor der ikke var så mange møntsamlere. Men i nutiden er der mange samlere, og mange helt nye mønter lægges til side – og da især erindrings-mønter, som jo egentlig er lavet til at blive lagt til side. Derfor må næsten alle moderne mønter, udgivet efter 1960, betegnes som fuldstændig almindelige i ucirkuleret kvalitet. Og det gælder især erindringsmønter. Det er muligt, at du skal betale fx 25 kroner for en Sirius-tier hos en mønthandler, men hvis du kommer for at sælge den, kan du roligt regne med, at du kun får en tier for den. Også om ti år. Husk – der er lavet over en million. **)

”Ægte” er som nævnt et favoritord i Mønthusets markedsføring. Et andet favoritord er ”unik”. Blandt møntsamlere betyder unik, at en mønt er helt enestående og kun kendt i ét eneste eksemplar. Mønthuset bruger ordet i en anden betydning, som mere betyder noget i retning af ”noget særligt”. Men unik betyder altså ”enestående”, hvis man slår det op. Man har også kunnet iagttage formuleringen ”unik mulighed for at købe” hos Mønthuset – en formulering, der ofte bruges i reklame i det hele taget. Men husk lige – det eneste tidspunkt, hvor du reelt har en unik mulighed for at købe en mønt, er, hvis den rent faktisk er unik. Ellers dukker den op igen et andet sted med tiden. Der kan læses mangt og meget om Mønthusets sprogbrug – se ***).

En anden ting i Mønthusets markedsføring, som man kan undre sig over, er at man skal ansøge om at få lov til at købe visse af de mønter, som sælges gennem husstandsomdelte reklamer. Ideen er naturligvis at få dig som kunde til at føle, at det er noget helt særligt, du får lov at købe. Ser man rent praktisk på det, er ansøgningen imidlertid helt overflødig. Når der er et begrænset antal mønter, så gælder først-til-mølle-princippet, og det gør det naturligvis også hos Mønthuset, ansøgning eller ej.

En vigtig ting at vide er, at Mønthuset Danmark ikke er det samme som Den Kongelige Mønt eller Danmarks Nationalbank. Mønthuset Danmark er en mønthandel som enhver anden. I 2005 måtte Nationalbanken indskærpe over for Mønthuset, at deres markedsføring skulle ændres, så folk ikke troede, at Mønthuset var det samme som Nationalbanken ****). Interessant nok er præcis det samme sket for Mønthusets svenske søsterselskab, Myntverket Moneta. I forbindelse med sagen fra 2005 udtalte Kasper Blinkenberg, Mønthusets danske chef, at det ”kom helt bag på” ham, at folk havde svært ved at kende forskel. Som han sagde: ”… vi syntes, at vi havde en vigtig information, som alle skulle have” ****). Ud over kritikken fra Nationalbanken har den danske forbruger-ombudsmand også kigget på Mønthuset i 2005 efter adskillige henvendelser fra folk, som følte sig vildledt på den ene eller den anden måde.

Hvis man skal konkludere på ovenstående, så skal man med andre ord nærlæse tilbud og reklamer fra Mønthuset meget, meget grundigt. Er du uerfaren møntsamler anbefaler jeg at søge kyndig vejledning, før du køber dyre mønter og medaljer hos dem. Spørg en mønthandler eller i din lokale møntklub. Og husk: har du én gang sendt dit navn og adresse til Mønthuset Danmark, så kan du være helt sikker på at høre fra dem igen. Og igen.

Dokumentation og noter for dette afsnit:

*) Reklamen er husstandsomdelt i april 2008. Jeg har den som pdf-fil, såfremt nogen er interesseret. Samtidig søger jeg andre eksempler på husstandsomdelte reklamer eller øvrige skriftlige henvendelser fra Mønthuset. Kontakt mig venligst på serano1976@gmail.com, hvis du ligger inde med den slags materiale.

**) Også i pressen har man kunnet læse om værdien af de mønter, man køber hos Mønthuset. Se fx følgende:
”Afsløring: Plat: Salgsgas fra møntfirma”, Ekstrabladet 21/7-2007
”Fræk markedsføring af mønter”. Jyllandsposten 20/10-2005
”Dagens tilbud: billig mønt for 495 kr”. Jyllandsposten 10/2-2005
”Tvivlsomme mønter til godtroende danskere”. Jyllandsposten 10/2-2005

***) En munter og helt igennem sarkastisk tilgang til Mønthusets sprogbrug finder man på numismatikeren Morten Eske Mortensens hjemmeside: http://numisbooks.dk/info/unikummestdel16.htm - men også i pressen kan man læse om det:
”Hvorfor f…. skal man ansøge om at få en mønt?!” Xtra 14/2-2006
”Fræk markedsføring af mønter”. Jyllandsposten 20/10-2005

****) ”Fræk markedsføring af mønter”. Jyllandsposten 20/10-2005